Når du bestiller en afbudsrejse, står du ofte og skal rejse afsted i sidste minut. Der er derfor stor sandsynlighed for, at du glemmer at gøre nogle vigtige ting, som du bagefter fortryder inderligt mens du sidder i flyveren. Men det er nemt at glemme, når man har en million ting om ørene, før man skal afsted på ferie. Gennemgå derfor denne liste før du siger “adieu” til dit hjem.
Din tjekliste, inden du rejser
- Betal dine regninger, før du tager afsted eller sørg for, at alle betalinger kører med automatisk betaling. Det er ærgerligt at komme hjem til regninger med ekstra gebyrer, fordi du overså en regning inden du tog afsted.
- Gennemgå din tegnebog og fjern kort, papirer, mønter og sedler, som du ikke behøver på din rejse. Sørg i stedet for at have tegnebogen fyldt med de ting, du netop får brug for eksempelvis fremmed valuta (eventuelt fra sidste rejse, hvis du havde noget til overs) og ekstra betalingskort (husk altid at opbevare dem hver for sig, hvis uheldet skulle være ude og du bliver berøvet).
- Lav kopier af vigtige papirer og genstande. Sørg for eksempel for at have kopier af dit pas og andre vigtige kort med dig, hvis du skulle miste dem på din rejse. Du kan scanne kopier ind digitalt og gemme dem i din e-mail eller på dit online drev.
- Opdatér din kalender. Sørg for at tjekke din private kalender og arbejdskalenderen for at se, om du har nogle forpligtelser, mens du er væk. Omlæg dem før du tager afsted eller få en anden til at gøre det for dig. Lad ikke dine polske malere komme hjem til dig forgæves, fordi du valgte at tage på ferie i sidste minut.
- Annullér aviser og andre abonnementer mens du er væk, eller få naboen til at hente posten for dig. Hvis aviser og reklamer hober sig op udenfor din hoveddør, fatter tyveknægte hurtigt mistanke om, at du ikke er hjemme.
- Ring til din bank. Lad din bank vide, at du kommer til at være ude af landet, så de bør forvente at se nogle internationale transaktioner på din konto. Det ville være ærgeligt, hvis dit kort bliver blokeret efter første restaurantbesøg.
- Tag stikket ud og sluk for alt derhjemme. Husk at slukke alt elektronisk, eller endnu bedre – tag stikket ud for at spare energi og penge.
- Aktivér et automatiseret email-svar. Lad ikke folk vente på svar forgæves. Hvis du ikke har tænkt dig at svare på e-mails, mens du er på ferie, så giv folk klar besked.
- Lav en tjekliste over ting du normalt medbringer på ferie og dobbelttjek den. Inkludér ting som penge, rejseplan, bekræftelsesnumre, nødkontaktnumre, opladere, pas, billetter og så videre.
- Rengør dit køleskab og tag skraldet ud. Husk at smide mad ud, der alligevel ikke kan holde sig, og rengør køleskabet, så du ikke får en ubehagelig overraskelse, når du kommer tilbage fra ferie. Gå også ud med affaldet, så din lejlighed lugter frisk og ren.
- Vask dine lagner og vasketøj. Vi tænker ofte ikke på at vaske vores lagner inden vi tager hjemmefra, men der findes ikke noget mere lækkert og indbydende end at komme hjem til en nyvasket seng efter en lang rejse.