Skotland er et storslået land og har en masse at byde på, så hvis du står og skal til Skotland eller er nysgerrig for hvad der er at opleve, så læs med her og se hvad du ikke vil gå glip af.
Togtur i Højlandet
Skotland har et storslået højland, som er fyldt med bjerge og blanke lochs, et must som skal opleves. En måde at opleve den skønne og næsten uberørte natur på, er ved at tage en togtur fra Glasgow til den lille fiskerby Mallaig.
Turen er kåret til en af verdens smukkeste, så selvom den varer omkring 5 timer er den det hele værd. På turen vil man opleve bjerglandskaber, tunneller, stenbroer og lange lochs fyldt med små “øer” og træer. På turen vil man derudover køre over den berømte Glenfinnanviadukt, som også er kendt fra Harry Potter.
Man kan tage regionaltoget hele vejen, men man kan også vælge at stå af i byen Fort William, hvor man herfra kan opleve resten af turen på ca. to timer med et gammelt veterandamptog. Ved denne kombination kan man passende planlægge at få strukket benene med en tur i den lille by, samt frokost på en af de lokale pubs.
I Mallaig vil det være oplagt at tage en overnatning på en af de hyggelige private B&B, som er eksperter i den lokale skotske morgenmad. I byen vil man kunne opleve en flot udsigt over vandet, hvor man på en klar dag vil kunne se over til Skotlands største ø Skye, samt to mindre øer. Udover havnen består byen af flere fiskerestauranter, hvor man kan nyde nyfangede fisk med traditionelt tilbehør.
Fra Mallaig kan man enten vælge at tage togturen tilbage til Glasgow, vælge at tage færgen videre til en af de omkringliggende øer eller tage videre op i højlandet.
Hike i den skotske natur – Glencoe
Hvis man godt kan lide at være aktiv på sin ferie, så er hiking her en oplagt mulighed . Skotland har mange flotte naturområder som er perfekte til denne aktivitet. Om man enten kan lide at komme op i højderne og få sved på panden eller om man er mere til de mindre tarren besværet områder vil bjergområdet Glencoe være aktuelt.
Området er fyldt med flot natur som vandfald der springer ud fra klippe siderne, grønne enge og dybe lochs. Området giver mulighed for at opleve naturen om det enten er fra jorden eller fra bjergsiderne af.
Man kommer nemmest til Glencoe i bil, hvor der er mulighed for at parkere enkelte steder, man kan derfra begynde sin hikingtur. Man kan ikke nå at se hele området på en dag, så hvis man ønsker at bruge mere tid på at udforske området er der flere hostels at finde.
Udforsk Glasgow
Glasgow kan hurtigt blive overskygget af hovedstaden Edinburgh, men når det kommer til stykket så er Glasgow faktisk Skotlands største by og er bestemt lige så spændende at udforske.
Glasgow har rigtig meget af byde på og emmer bl.a. af kunst, gallerier og museer som man kan nyde gratis. Byen er delt op i tre hovedområder; Eastend, Westend, samt centrum.
I Eastend kan man opleve Glasgows katedral som blev bygget i perioden fra det 13. til det 15 århundrede. Katedralen er en rå og mørkfarvet kirke med grønt kobbertag. Bag kirken ligger Necropolis, som er en græskinspireret “kirkegård”, denne anses for at være en af de mest betydningsfulde i Europa. Kirkegården bliver i dag brugt, som en park, samt et sted hvor man kan nyde udsigten over byen.
I centrum ligger byens shoppinggade Buchanan Street / Sauchiehall street. Disse to gader ligger i forlængelse af hinanden og emmer af butikker til enhver smag og ethvert behov. Her er der samtidig fyldt med en masse caféer, hvor man kan få hvilet benene og nyde en kop varm te og en nybagt scone.
I Westend kan man finde University of Glasgow. Universitet er fra 1451 og er bygget efter den Victorianske stil. Udover klasselokaler, består skolen også af en katedral med et flot kirketårn samt to lukkede gårde med et grønt areal. Skolen er kendt for sit eventyriske udseende og flere vil komme til at tænke troldmandsskolen Hogwarts (Harry Potter) når de bevæger sig rundt på skolen.
I denne ende af byen finder man også Glasgows største park, Kelvingrove. Parken er anlagt i flere forskellige niveauer, som giver en hyggelig atmosfære. Her kan man nyde at flade ud på de grønne arealer, gå en tur langs floden, eller nyde de mange flotte blomster, som parken er spækket med.
Er man blevet tørstig efter alle de spændende oplevelser, kan man passende tage på en af bydelens mange pubs og restauranter. Her kan der anbefales Òran Mór, hvis udseende hurtigt kan snyde. For udefra ligner det en gammel flot kirke, men indeni befinder der sig en hyggelig pub, hvor man kan nyde en kold øl i baren, samt et velsmagende måltid.
Loch Ness
Man kan ikke have været i Skotland uden at have besøgt Loch Ness. Loch Ness er Skotlands største loch når man måler på volumen, Lochen har en dybde på 226 m. Loch Ness er bl.a. meget kendt for at være hjem for uhyret Nessie, og det er faktisk ikke længe siden man har kunne måle dens bevægelse på bunden af lochen.
Landskabet omkring søen er enestående med flot natur og udsigt til søen. Her ligger der flere små hyggelige landsbyer som er et besøg værd, her kan fx nævnes Fort Augustus, som ligger i den sydlige ende af søen.
Der er også mulighed for at tage en sejltur på søen, hvor man kan nyde udsigten fra vandet. Her kan man bl.a. tage en tur til Urquhart Castle, som er en gammel ruin fra det 16. århundrede. Hvor man kan opleve og lære mere om Skotlands historie og krigen for deres uafhængighed i det 14 århundrede.
Céilidh – oplev den skotske kultur
Hvis man kan lide musik og dans er Céilidh det helt rigtige. Céilidh er navnet på en traditionel sammenkomst som originalt stammer fra den skotske og irske kultur.
Her spiser man traditionelt mad, som fx Haggis og scottish pie, nyder et kold glas cider, samt danser til live Galic folkemusik. Rundt i landet er der flere steder som pubs og kirker der afholder disse arrangementer, som er åbent for alle.
Her skal man ikke være bange for at give den gas eller være nervøs for ikke at kunne følge med. Skotter er kendt for at være meget åbne og sørger selvfølgelig også for at alle kan være med. Dansene bliver oftest gennemgået en gang eller to før man går rigtig i gang og den består mest af alt af gentagelser og højt humør.
Dette er en oplagt chance for at komme tæt på den skotske kultur og møde de lokale, unge som gamle.