Den italienske middelhavsø byder både på uspoleret og fantastiske naturscenerier, med udspring fra den aktive vulkan Etna. Samtidig er der en kulinarisk madkultur, der er formet af stolte håndværkstraditioner og stor passion.
Der er rigtigt meget at opleve på den lille italienske perle og på denne liste vil der kun være repræsenteret en lille bid, af alt det du kan finde på øen.
Her er 5 gode tips til hvad du skal opleve på din rejse til Sicilien:
1. Vulkanen Etnas vilde natur
Europas største aktive vulkan Etna, kan med sine 3323 meter næsten ses overalt på hele den østlige del af øen, som en magtfuld mørk silhuet. Det er fantastisk oplevelse at tage op på krateret, hvor der altid stiger en sort askerøg op – og er man heldig, særligt om aftenen, kan der opleves et dramatisk fyrværkeri af små udbrud, som hyppigt ses på nattehimlen.
Hele det store område omkring vulkanen er udlagt som nationalpark. Her ses alle vækstzoner fra det frodige lavvande til hårdføre birkeskove, som alle ender i det ufrugtbare lavalandskab.
For at komme op og se krateret, kan man fra Rifugio Sapienza tage en svævebane op til toppen, det koster ca 45 euro svarende til 335 kroner. Ellers kan man fra Piano Provenzana på den nordlige side deltage i jeepture af to eller tre timers varighed fra maj til oktober, op til hovedkvarteret i 3200 meters højde, dette koster omkring 55 euro svarende til 410 kroner.
2. Barok-turen fra Ragusa til Noto
Turen strækker sig over 70 kilometer og byder på både levende historie, fortryllende byer, rå landskaber, og på en varm sommerdag, et behageligt klima i de 500 meters højde. Her vil du ofte kunne være fri for det meste trængsel fra andre turister.
Byen Ragusa er den mest kendte af byerne. Byen er reelt opdelt i to; den øverste del af byen er Ragusa Superior, som er den driftige del. Længere nede af klippen findes Ragusa Ibla, som er den historiske skatkiste. Herfra vil det være oplagt at tage bybussen op til den nyere bydel og gå ned af de små, snævre gader til den centrale plads Piazza Duomo. I denne bydel kan man nyde den smukke facade af San Giorgio- katedralen, samt videre ned af klippen, ses det veludsmykkede indre af Giuseppe-kirken. Efter vil man kunne slappe af og fordøje de mange indtryk i Giardino Ibleo-parken.
Næste stop er byen Modica. Der skal gerne afsættes et par timer, hvor fokus skal være på San Giorgio-kirken på pladsen af samme navn, hvilket er et must. Hertil skal også ses San Giovanni Evangeliste-kirken. Disse to er nogle af Siciliens vigtigste barokkirker. Besøget kan afsluttes med at slentre gennem det livlige strøg Corso Umberto.
Herpå køres der videre til byen Noto, en af de mest velbevarede historiske byer på øen. I denne by ses udsøgte barok paladser og kirker, funklende hvidt, så det nærmest blænder øjnene.
3. Scala dei Turchi – smuk klippestrand
Stranden er en klippe omgivet af smukke sandstrande på hver side. Den er placeret ved kysten af Muntiriali på den sydlige del af øen. Stranden er klart blandt de smukkeste på fastlandet af den italienske ø. Den ligger blot et kvarters kørsel fra en af siciliens store attraktioner, foruden dem der er nævnt her, tempeldalen i Agrigento.
Scala dei Turchi er mest af alt kendt på grund af dens karakteristiske træk, formet af blændende kridhvid klint som falder i sensuelle buer ned over klippen til det rammer den gyldne sandstrand.
Ofte ses det at folk vælger at gå en anelse væk fra den ellers dejlige strand, for at komme op på de nederste plateauer på kridtklippen. Her er det nemlig muligt både at sprede et håndklæde ud for at sole sig, samt springe på hovedet fra klippen ud i det varme middelhav.
4. Mad og vin
Sicilien leverer lækre naturlige økologiske råvare, der takket være det specielle klima af vulkansk jord, solkraft og gammel dyrknings håndværk, giver kulinariske oplevelser i høj kvalitet. Hvis du søger lidt uden for de mest turistede og trafikerede område på øen, vil du kunne opleve; frugter som er større og saftigere på grund af den stærke middelhavssol, nyde friskfanget fisk tilberedt af en siciliansk kok der går op i sit værk med liv og sjæl, eller frugtagtig olivenolie du kan hælde ud over et stykke durumbrød. Lige meget hvad, vil oplevelsen være uden sammenligning og af en helt anden karakter, end vi er vant til i Danmark.
Gennem historien har Sicilien været udsat for flere fremmede herredømmer, hvilket har været med til at forme den særegnede og traditionsrige madkultur, der både har spansk, indisk og arabisk islæt.
Til maden vil det være oplagt at nyde et glas velsmagende vin fra en af de mange omkringliggende vingårde der ses på øen. Her eksisterer tilmed stolte traditioner og et bredt udvalg, hvor den gunstige jordkvalitet tydeligt kan smages i vinen. Den sicilianske vin har særligt i de senere år, markeret sig på den europæiske scene, hvor den fremragende kvalitet nu for alvor anerkendes.
5. Erice – majestætisk placeret bjerglandsby
Den smukke bjergby Erice ligger placeret på bjerget Monte San Giuliano, 751 meter over havets overflade. I denne højde kan opleves en betagende panoramaudsigt over det storslåede landskab. På klare dage er der udsigt til saltbakkerne og den smukke strand ved byen Trapani samt Egadiøerne ud for Siciliens vestkyst. Når solens stråler rammer byen med skyerne liggende som et lag under den, vil du få et usædvanligt smukt syn at se.
I bymidten hersker sig en særlig atmosfære, hvor man kan sætte sig på byens hyggelige torv Piazza Umberto og inhalere lidt af den friske bjergluft, samt smage en af de lækre søde kager med marcipan. Besøgende vil bemærke de spektakulærer stenmønstre på pladsen og i de små snoede gader – et arbejde der har taget uendelig tid.
I middelalderen blev der rejst en mur rundt om byen, som stadig den dag i dag omkranser byen. Særligt er det værd at tage forbi ruinerne af det borglignende slot Castello di Venere (oversat til Venusslottet), her kan udsigten nydes fra de forskellige plateauer rundt i ruinerne.